Molfar Max Gordeev talte eksklusivt for UNIAN om efterårsjævndøgn og traditionerne på denne dag.
Efterårsjævndøgn fejres den 22. september / foto ua.depositphotos.com
Den 22. september 2024, når dag og nat bliver lige i deres rettigheder, kommer tiden for efterårsjævndøgn. Denne dag, lige så gammel som jorden selv, rummer et ekko af traditionerne fra vores slaviske forfædre, som flettede naturens magi ind i deres livs struktur.
Molfar Max Gordeev talte i detaljer om denne tid og traditioner.
Ferie Radogoshch
I oldtiden kaldte vores forfædre denne ferie Radogoshch eller Tausen. Det var ikke bare en dag i kalenderen, men en levende legemliggørelse af årstidernes skiften, det øjeblik, hvor sommeren overførte sine kræfter til efteråret.
Forestil dig en landsby omgivet af gyldne marker og blodrøde skove. Om morgenen, så snart de første solstråler rørte jorden, vågnede folk med en særlig følelse. Denne dag var fyldt med ritualer og ceremonier, som hver især havde dyb betydning.
Taknemmelighed til jord-sygeplejersken
Fra de første timer af dagen gik bønderne ud på markerne. De bar høstens sidste skiver med sig, dekoreret med bånd og blomster. Disse skiver var ikke bare korn – de personificerede selve essensen af livet, jordens gave til mennesker.
Landsbyens ældste, en gråhåret vismand, hvis blik havde set mange efterår, foretog en taknemmelighedsceremoni. Han løftede sine hænder mod himlen og sagde ord, der gik i arv fra generation til generation:
“O Moder Jord, vores sygeplejerske, og tag imod vores taknemmelighed for dine generøse gaver, så ærer vi dig ikke, og din frugtbarhed forsvinder!”
Folk lagde brød, honning, frugter på jorden – alt det bedste af det, der blev født i år. Det var ikke bare en donation, men et symbol på menneskets og naturens enhed, den gensidige udveksling af gaver.
Brændende udrensning
Da solen nåede sit højdepunkt, begyndte forberedelserne til hovedhandlingen – tændingen af det hellige bål. Unge fyre samlede tørre grene og halm og placerede dem i en stor bunke på den centrale plads i landsbyen.
I skumringen tændte den ældste bål. Flammerne steg højt op i himlen, fordrev mørket og varmede de tilstedeværendes sjæle. Folk troede, at denne brand havde en særlig kraft – den fjernede alt negativt, der havde akkumuleret i løbet af året, og gav beskyttelse for fremtiden.
Den ene efter den anden, fra ung til gammel, sprang bønderne over ilden. Hvert hop var ledsaget af ønsker:
“Sygdomme er væk, og sundhed er i alle knogler!”
“Fattigdom er aske, og velstand er et hjem!”
“Frygt bliver til flammer, og mod er i hjertet!”
Rituelt måltid
Efter rensning ved ild var det tid til fællesspisning. Kvinder bar store lergryder med grød, bagte gæs, tærter med æbler og honning ud fra deres huse. En særlig plads på bordet var optaget af et brød – et stort rundt brød dekoreret med aks og dejfigurer.
Inden man begyndte at spise, brød den ældste i familien brødet og delte et stykke ud til alle tilstedeværende. Det var et symbol på klanens enhed og taknemmelighed til forfædrene for deres visdom og omsorg.
Under måltidet lød sange – udtrukne, melodiske, de talte om årstidernes skiften, jordens gavmildhed og livets evige kredsløb.
Fortune fortelling for fremtiden
Da aftensmaden sluttede, og stjernerne allerede skinnede klart på himlen, var det tid til spådom. Pigerne samledes nær en flod eller sø. De vævede kranse af efterårsblomster og urter og vævede deres drømme og håb ind i dem.
Med sang og latter svævede de kransene ud på vandet og tændte små lys i nøddeskaller. Kransen, hvis lys brændte længst, varslede dens ejer en lykkelig skæbne og et tidligt ægteskab.
Fyrene samledes hver for sig. De kastede agern i ilden og fremsatte et ønske. Hvis agernet knækkede med en høj lyd, skulle ønsket være gået i opfyldelse.
Farvel til sommeren
Tættere på midnat samledes hele landsbyen i nærheden af et stort fugleskræmsel, som symboliserede sommeren. De klædte ham op i lyse bånd og blomster, men det var tid til at sige farvel.
Billedet blev båret til floden, mens afskedssange blev sunget. Der blev han sat i en lille båd dekoreret med efterårsblade. Den ældste sagde:
“Sejl, rød sommer, til fjerne lande. Hvil indtil et nyt forår, og vi vil vente på din tilbagevenden og beholde varmen fra dine gaver i vores hjerter og lagerrum.”
Båden blev sluppet ud i vandet, og alle så på, mens den langsomt forsvandt ind i mørket og tog minderne fra den foregående sæsons varme og lys med sig.
Møde efterår
Ved daggry, da de første solstråler rørte jorden, gik folk ud på marken for at hilse på efteråret. De havde kurve med sig med frugterne af den nye høst – æbler, pærer, nødder.
Den ældste sagde hilsen:
“Tillykke, generøse efterår, kom til os med velstand og ro Fyld vores spisekammer, varm vores hjem, giv os visdom og tålmodighed til lange vinteraftener.”
Folk spredte korn ud over marken – en symbolsk såning for det kommende år. De troede, at dette ville hjælpe landet med at genvinde sin styrke efter en rigelig høst.
Slutningen af ferien
Ferien sluttede med almindeligt arbejde – rengøring af huse og gårdhaver. Man mente, at renlighed i huset på dagen for jævndøgn ville sikre orden og velstand hele det næste år.
Vores forfædre forstod, at efterårsjævndøgn ikke kun er et årstidsskifte. Det var et øjeblik med balance mellem lys og mørke, en tid med taknemmelighed over fortiden og forberedelse til fremtiden. De flettede naturens magi ind i deres daglige liv og skabte harmoni mellem mennesket og verden omkring det.
“Den 22. september 2024, når vi fejrer efterårsjævndøgn, kan vi mærke denne forbindelse til vores rødder. Vi tænder måske ikke længere store bål og flyder kranse på vandet, men vi kan stadig holde pause et øjeblik for at mærke forandringen af årstider.” for at takke for naturens gaver og tune ind på en ny livscyklus. Lad denne ferie minde os om vores forfædres visdom, naturens evige cyklus og vigtigheden af at bevare balancen i vores liv,” siger Gordeev .
Max Gordeev på Instagram – instagram.com/maxgord
